Hongkong – Filippinerne

Den 30-1 tog vi fra HK med CebuPacificAir til Manila. Fra lufthavnen tog vi en taxa (190 peso) i 20 minutter til Pasay busstation, hvor vi tog bussen i halvanden time til Batangas (160 peso). Herfra gik det med med båd (220 peso + omkring 100 peso i miljø- og terminalafgift) til Sabang, der ligger 5,5 km fra Puerto Galera. Det er en hyggelig lille by beliggende i en bugt, men er det hvide strande man går efter, så skal man i stedet sejle til White Beach, der ligger 7 km på den anden side af Puerto Galera. Selve Puerto Galera er en by til shopping og indkøb på markedet, men ikke et sted hvor turisterne bor.

Vi fandt et rigtig fint sted – ifølge min fortolkning – yderst til højre i bugten med stor terrasse i stueplan ved siden af restauranten og med udsigt over bugten samt 2 værelser og eget køkken (1000 peso). Desværre så havde de som så mange andre steder sparet vandlåsen til afløbet i badeværelset væk , så det lugtede lidt. En plastpose for risten var ikke nok. Da jeg fandt ud af, at der også skulle en plastpose i afløbet og overløbet til håndvasken var løbet kørt. Fru Hyacint havde besluttet, at sådan kunne hun ikke bo uagtet at det absolut var et af de bedre steder, som jeg havde beboet i Filippinerne.

Vi gik helt ud på den venstre pynt hvor bugtens tilsyneladende mest prangende hotel lå – “Red Sun”. Her fik Chui bestilt et værelse til næste dag. Hun fik det forhandlet ned i 2000 peso. Så må vi se om jeg kan affinde mig med de sterile omgivelser.

Om aftenen var vi ude og synge OK (karaoke). Der var et bord med japanere samt tre filippinske modeller ved baren, og de var ved at komme god i stødet, inden de nok skulle på arbejde i anden indsatskæde. Chui imponerede japanerne med noget kinesisk sang og til min og deres held, så kunne Chui kun finde kinesiske popsange i kataloget og ikke noget kinesisk opera. Så kom japanerne på banen og gav nogle rigtig gode numre. De fik tumbs up og pift. Modellerne var også vilde med at synge og det kunne de gøre meget højt og engageret. De blev lidt imponeret, da jeg sang en filippinsk sang, men en af dem imponerede mig mere, da hun pludselig begyndt at synge med på en af Chuis kinesiske sange. Fin duet.

Ok, det er et fint sted, men selvfølgelig er der ting, som ikke fungerer – selv på så fint et sted. Ingen wifi på terrassen, ingen køkken – begge dele kunne det første sted klare – men håndklæderne er på størrelse med en plaid og 1 cm tykke. Vi har to king size senge, et badeværelse med fastmonteret fråsbrusehoved ala gammel dansk badeanstalt og græs på terrassen samt selvfølgelig minibar og lignende shit, som skift af 4 håndklæder og sengetøj dagligt – meget lidt miljøbevidst – men udsigten over hele bugten er absolut i topklasse og er noget jeg også sætter stor pris på.

De sidste to aftener har vi spist hos Big Apple, hvor priserne som alle steder er turistpriser, men dog en anelse lavere, men vigtigere er det, at de laver røv go mad, god service og tilmed i rigelige portioner. Diameteren på pizzaen var som en underarm. Pepper steaken var 3 cm tyk og bare i orden. Sådan en svend koster i øvrigt kun 450 peso eller omkring 55 kr. Det er kun en gang lykkedes os at fyre 1000 peso af på spisningen, så selv om det er turistpriser, ja så er det i forhold til DK rasende billigt.

I dag var vi ude på en gåtur, som Chui ikke lige sådan glemmer. Ok det var en sti eller nærmere en trail, som var lidt mudret, da det støvregnede lidt. Den var også stejl og lidt jungleagtig, men vi kom da ned til Coco Beach, hvor en dansker har et monster stort resort i en bugt, som man ikke kan gå til ad stranden. Han hedder Viggo eller Enrico, er elektriker, mekaniker og restauratør i Danmark og bor på stedet 2 gange om året – ellers drives det af hans filippinske hustru. Meget gennemført, men voldsomt isoleret. Eneste adgangsvej for almindelige turister er med båd. Han havde bla. en stille pool 112 m oppe i terainet. Man kunne enten gå derop eller tage en gratis kabelbane, som bestod af to sammenbyggede Filippinske jeepneys, med front hver sin vej forsynet med sknnehjul. Vognen blev trukket med en aldeles langsomtgående elmotor.

Herefter var vi ude på White Beach, som eneste fortrin er, at den har en stor hvid sandstrand. Der var sindsygt mange papagøjer derude (massage mister, you need watch sir, real pearls for madame, polaroid sunglasses you will look like moviestar, boåt boåt go fishing mister osv) og de driver mig til vandvid. Der er ingen hygge og atmosfære derude, så vi var hurtigt enige om, at ønskede vi os den hvide badestrand, ja så ville vi komme på et eftermiddagsbesøg, men i øvrigt blive boende i Sabang, som helt klart er det sted vi foretrækker. Dog må Chui leve med, at der cruiser enormt mange smarte modeller rundt, som hendes mand ikke kan lade være med at kaste blikke på, men en smule jalousi klær sku damen:)

Så skete det, der heldigvis er sjældent, men som man udsætter sig for, når man spiser på turistrestauranter i stedet for at spise lokalt hvor flowet er stor. Maveindholdet havde så travlt med at komme ud, så det benyttede begge udveje. Hun havde fået en gang stegte ris samt 5 king prawns. Det viste sig at være russiske roulette rejer, for jeg spiste én af dem og trak heldigvis en nitter, men så heldig var Chui ikke. Det meste af natten har hun tilbragt på toilettet, men her til morgen, så ser det ud til, at hun efter en pille begynder at komme lidt ovenpå igen, dog ikke så meget så hun tør at flytte hotel (vi har ingen bleer). Vi kan ikke blive boende længere på dette værelse, så vi flytter op på et endnu flottere rum, selv om jeg nu ville have foretrukket at komme ud og se noget andet.

Ovre på den modsatte side af bugten, sydsiden, liger et hvidt treetagers hotel oppe på bakken, så jeg gik over for at se om der var noget ledigt. Her traf jeg indehaveren Daniel Gensheimer, der er en frisk gut på omkring 25 år, halv filippiner og halv tysker, men opvokset i norge. Han havde lejet dykkercenteret med tilhørende lejligheder af sin far for at finde ud af, om hotelbranchen var noget for ham. Han havde fået smag for faget og havde for 2 år siden begyndt at opføre det hvide hotel oppe på bakken. Alle materialerne til byggeriet var båret op gennem de små gyder ad de stejle glatte trapper af daglejere, som blev betalt 500 peso om dagen. Han havde fået lavet nogle rigtig fantastiske rum, som jeg er sikker på – også efter Chuis smag – er bedre end der hvor vi bor nu. Hans pris var 800 peso ved korttidsudlejning og mindre hvis man tager en måned. Der var desværre ikke nogen ledige værelser ovenpå, men vi kunne få et i dykkercenteret (1200 peso). Da det ser ud til at være et fund, så får I lige adressen: “Sabang Inn” , info@sabanginn.com, www.sabanginn.com. Det er dog ikke et sted man skal bo, hvis der er problmer med bentøjet.