Som mange af jer ved, så har jeg nu i omkring et år gået og pludret om at jeg ville tage et år fri og cykle en lang tur. Til at begynde med var det Singapore – Hongkong, men det var ikke rigtig langt nok til et års pedalarbejde, så jeg fandt på, at turen skulle gå rundt om Det Kinesiske Hav og i stedet starte i Manila på Filippinerne, hviket giver mig omkring 8000 km af lege med.

Topmødet i december gav kronerne til at jeg kunne købe en specialbygget cykel med kraftige egre, 27 gear, lukket lejehus, fem Ortlieb tasker osv. Den begyndte jeg så at cykle til arbejde på og har nu tilbagelagt 1700 km.

Chui Ping har mumlet lidt når jeg har talt om det, men så i søndags, så satte vi os ned og fandt frem til, at hun ikke kunne undvære mig i et år (To know me, is to love me ), men syntes det var ok, hvis jeg tog en mindre tur og brugte noget af min afspadsering. Det forstår man jo godt, se selv nedenfor

Selvportræt

Mandag bevilligede chef mig så fri fra den 7-1-11 til den 7-6-11, så mon ikke tiden rækker til at jeg kan komme til Singapore eller Bangkok.

Jeg fandt derpå en billet med China Air til 3300 kr for en enkelt – godt nok med 10 timers ventetid i Peking og 2 skift – men pyt det er som bekendt ikke målet der er målet, men rejsen. Da jeg bookede den hos deres kontor i Kbh., så var de så venlige at give mig lov til at medbringe 30 kg, hvilket jeg får brug for, da cyklen med tasker, telt, kogegren, sovepose og vandrensning alene vejer 26 kg og de kræver 360 kr. pr. kilo i overvægt.

Men med håndbagagen, så er der stadig 9 kg til elektronik og et par T-shirts.

Der er blot den udfordring, at man ikke får lov til at rejse til Filippinerne  fra Kastrup på en enkeltbillet. Jeg skal have en billet ud af Filippinerne ved indrejse. Men da jeg skal med færgen fra Zamboangan til Sandakan og de ikke laver netbilletter, ja så bliver jeg nødt til at finde en billig enkelt billet til Hongkong og så blot lade være med at anvende den.

Senere på turen er jeg nødt til at flyve fra det sydlige Kuching på Borneo til Johor Bahru i Malaysia 20 km fra Singapore, så der håber jeg ikke det samme billet haløj gentager sig, da det jo er en indenrigs flyvning.

Nu er planen jo, at jeg vil køre ned over nordkysten af Mindanao, som jo er kendt for Abu-Sayyaf, terrorister og kidnapning, men jeg har talt med en gut der bor dernede og han siger, at den vej jeg vil køre er lige så sikker som alle andre steder på Filippinerne. Det samme kommer jeg frem til på Lonely Planets hjemmeside, hvor de bla. nævner, at hvis man spørger en filippiner om det er sikkert, så vil de på det kraftigste fraråde at nærme sig Mindanao.

Så jeg skrev til konsulatet i Manila og her er hvad de svarede:

Dear Mr Jepsen

Zamboanga and the rest of Western Mindanao are prohibited places for Danish Nationals from travelling into. It is very risky that even us, Filipinos, from other places of the Philippines, wouldn’t want to travel or go to the places you mentioned. Especially now that the “Peace Process” has not been started by the new government, terroristic acts from the muslim side is quite common. Like bombing and killing. Caucasians are easy to spot and can be held for ransom by these elements. I strongly suggest that  you forego any plans of going to Western Mindanao for your personal safety and well-being.

SABINO R DAPAT, Consul a.h.

Så nu har jeg spurgt dem om det er ok, hvis jeg sejler fra Cebu til Zamboanga og så straks videre igen derfra til Malaysia.

Fik tegnet en rejseforsikring i går og lavet et nyt pas, da det gamle var fyldt med stempler og viseringer, så nu er jeg snart klar til eventyr.

Ups, så kom der mail tilbage med svar på mit spørgsmål:

Dear Claus,

I need to inform you that the kind of boat that goes to Zamboanga from Cebu are the “Slow Boat to China” type of thing.  Boats that are more than 25 years old that would take you more than just an overnight trip (boats leave Cebu in the evening, so that you will be sleeping a good part of the time) and if it have some stop-overs the trip may take more than 12 hours. The longer you are on the trip the more dangerous it is for you. My advice to you: forego the trip to Zamboanga, no matter how short, and fly directly to Malaysia and go to Sandakan over land. The boat going to Sandakan, from the Philippines,  is even more dangerous because most of your co-passengers, it not all, are moslems.  As an added information for you, one of the large-scale kidnapping by the Abu-Sayyaf, a terrorist group here in South-Western Philippines (and in the Zamboanga Area), involving foreign nationals mostly held for ransom,  was done in Malaysia, in Sipalay, very near the border of the South-Western Philippines,  by these rouges. And these kidnap victims were held captive in Southern Philiippines, in Basilan, very near Zamboanga. As you know, Sandacan is an area where most of our Moslem traders in the South go to – to trade and this is near Sipalay.

Have a more enjoyable travel.

Ben Dapat

Så nu er det i tænkeboks og overveje om jeg vil tage færgeturen eller jeg bliver nødt til at flyve fra Cebu til Singapore/Johor Bahru, hvilket igen måske vil udløse krav om en returbillet. Nu får vi at se.

Skråstagsbroen ud for mit hotel

Mig bekendt findes der tre party steder i Bangkok og det er Kao San Road, hvor jeg altid bor, Patpong, hvor jeg har haft Chui med til “Pingpongshow” og så Sukhumvit soi 3, hvor jeg aldrig havde været. Så da jeg nu havde fundet bus nr. 2, som går til stedet, ja så var det klart, at jeg måtte hen og checke det ud (Mærkeligt i øvrigt, at jeg nu har kørt med bus nr. to tre gange og ingen af gangene havde madame konduktør gidet gå rundt og skrabe de 7 bat hjem – måske noget promotion ting).

Brugsanvisning i asiatisk toiletbesøg

Så kom jeg til Ko Samet, hvilket kun tog 4 en halv time fra BK. Man kan enten købe en pakkerejse for 300 bath eller spare 86 bath og så gøre det selv.

Tag bus nr. 2 (7 bath) mod venstre ude fra den store vej ved siden af Kao San Road. I øvrigt en god bus at kende, da den kører forbi Pantip Plaza, der er et computercenter og shoppingområde, og videre gennem Sukhumvith shopping/party område. Bed om at blive sat af ved Ekkimai station, hvorfra der hyppigt går busser (157 bath)lige ned til færgen (50 bath).

Hvad jeg ikke vidste var, at netop i dag da startede den største ferieweekend, idet thaierne har fri frem til onsdag, så da jeg skulle købe billet til båden, så rådede de mig til at finde noget at bo i først, for der var fuldt optaget.

Men sådan noget bruger jeg ikke. Jeg vil se varen inden jeg køber.

Men det blev mere og mere klart, at der var mange mennesker, så ovre på øen gik jeg ind i en værelsesshop, men de kunne ikke finde noget.

Ud til hovedgaden i byen kunne jeg få et kedeligt vaerelse til 1000 bath.

Altså, Think out of the box, jeg fandt et ungt par der var på vej den forkerte vej med rygsæk, så jeg stoppede dem og spurgte hvor de havde boet.

Jo, de havde boet på Toks til 200 pr. nat. Jeg spurtede derhen og ganske rigtigt, så var de lige blevet færdige med at rengøre værelset, som jeg kunne få for 300 eller 250, hvis jeg tog den i 4 dage. Top og så satte de skiltet ud med alt optaget. Man ka bare det der, men lidt held skal der også til.

Min hytte

Nu skal det så siges, at det ikke er luksus. Jeg kan høre bølgerne 100 m væk. Jeg bor godt oppe ad bjerget i en meget slidt træhytte. Rundt omkring er de ved at rive de andre tilsvarende hytter ned og erstatte dem med moderne betonting, men det går.

Udsigten

Dag 2

I dag var jeg en tur rundt på øen. Gik ned til sydspidsen langs den sydøstlige kyst (3 timer) iført mine asiatiske vandrestøvler (badesandaler, men i luksus udførelsen med 3 lag, hvoraf det ene faldt af, så for ikke at blive rykket skæv, så rev jeg som en anden speedway kører også laget af på den anden sandal). På en del af strækningen var der en del klipper og havde der været fuld sol, så ville det have været en hård tur, men heldigvis var der lettere overskyet.

Jeg var inde 3 steder for at få morgenmad, men ingen betjening, først det 4. sted lykkedes at få nogen til at gide at servere for mig, men det er nok et udslag af at der er nok kunder, så de tager den med ro. I øvrigt så er priserne 50-100% over hvad de er andre steder.

Kysten

Det viste sig, at det var godt at jeg ikke i min søgen efter en bungalow i går var gået “walk about” langs stranden for at finde et lille mand/kone foretagende med palmebladshytter for det fandtes ikke. Hele vejen til sydspidsen var det resortagtige ting, så på dette sted er palmebladshytteæræn ovre.

På vejen tilbage gik jeg ad øens eneste vej, som bugter op og ned mellem nogle bakker og på flere steder er i en stand som vejen til Mango Bay på Koh Tao. Det er her som alle andre steder, at vejbyggeri kommer ind som 3. prioritet. Først var der ordet, derefter mobilmasterne.

Thaierne råhygger sig med guitarspil, ”Sang Som” whisky, spisning, spisning og fotografering. Det digitale spejreflekskamera er deres foretrukne våben, når alle familiebillederne skal skydes og Nikon kan godt gå hjem og lægge sig, da Thailerne har valgt side – Canon selvfølgelig.

Udsigten fra sydspidsen

På turen så jeg kun 2 andre vandringsmænd. Alle andre kjørte på scooter eller ATV. Turen tog 5 timer og var på omkring 15 km.

Når man sådan går derudaf og bliver overrislet med en blød sommerregn, så disker hjernen pludselig op med et nummer som “Summertime and the living is easy” og “På landevejen, der vil jeg vandre..” Ja hjernen er sku den bedste computer jeg endnu har brugt, men det er blot træls, at man endnu ikke kan uploade noget til den, for jeg ville da godt kunne en 5-10 yderligere sprog. Ja og så er der nok også et par partitioner, som jeg ville slette

Jeg sidder nu på terrassen og læser Elsebeth Egholms “Skjulte fejl og mangler”. Hun har en fin og underfundig måde at udtrykke sig på. I hytten/barakken ved siden af kan jeg se, at der bor to unge thai par, så der må være godt fyldt op i dobbeltsengen, når de går til køjs.

Den 3. dag regnede det fra middag, så der blev dømt læsning. Da det også 4. dagen så lidt skummelt ud, så stak jeg af til Bangkok, for der er altid noget man kan lave – også i regnvejr.

På øen var der nogle dybe lyde, som nok kom fra frøer. Det lød lidt ligesom det australske lange truthorn. Desværre lykkedes det mig ikke at se bastarderne.

Siden jeg kom tilbage til Bangkok, så har solen selvfølgelig skinnet som en sindsyg og jeg er nødt til at tage en morfar midt på dagen for  at holde dampen oppe.

Hongkong lufthavn

I går aftes ankom jeg med bussen til Bangkok kl. 0130, men jeg havde været så smart, så jeg under mit sidste besøg havde booket mit favoritrum, D10 (deres bedste rum med balkon og udsigt lige ud til stålstagsbroen, øverste eage 560 bath – men C10 er også fin, men ingen aircon 400 bath) på Bella Bella Riverview (560 bath).

Klokken er nu 16 og dagen i dag har jeg brugt på 3 timers massage hos min massage mamma i gaden ved Vat Vorachayas (tag flodbåden, 14 bath, til venstre og stå af ved 2. sidste anløbsbro). Da jeg kom kl. 1015 var alle måtter på nær en optaget af gamle damer, der fik masseret muskulaturen af nogle ikke helt unge massagedamer.

Mutter, der er omkring 70 år, så mig og tænkte sig om i 2 sekunder, hvorpå hun sagde “Hello Claus policeman from Denmark”. Det var noget af en modtagelse. Jeg roste hende for hendes hukommelse, hvortil hun sagde, ja men hendes datter var også læge i USA. Med det mente hun nok, at det der med et godt hoved lå til familien.

Nå men jeg fik 2 timers thaimassage med focus på min dårlige skulder og 1 times fodmassage for 220 bath. Jeg tror faktisk det lykkedes min hårdtarbejdende dame at få sat lidt skik på mine problemer, så nu må jeg derud igen inden jeg tager hjem, så den kan blive helt i orden.

Nå men det var munkeskolen, Wat Kow Tham, som jeg ville fortælle om. Det var en temmelig del hårdere end jeg havde håbet på. Faktisk så var det så hårdt, så jeg lavede mig en afkrydsningskalender, så jeg fra dag 2 begyndte at tælle dagene ned.

Dagsskemaet

Den første dag var der indskrivning. Næste dag begyndte vi langsomt om eftemiddagen, hvor vi blev oplært i de pligter som vi havde under vores ophold. Jeg havde valgt tjansen som grydevasker om morgenen, hvilket viste sig at være lidt af en loppetjans.

Om aftenen gik vi så rigtig igang og der blev indført total stilhed. Det betød, at vi ikke måtte tale sammen, ikke se på hinanden, ikke lave fagter altså nada kommunikation. Den eneste undskyldning for at bryde stilheden var hvis der opstod akut alvorlig sygdom. Hvis vi havde spørgsmål til læreren eller hans hjælpere, så skrev man spørgsmålet på en seddel, som man hængte op på en tavle, hvorefter man 3-6 timer senere kunne hente svaret.

Min soveplads

Det var forbudt at ryge, drikkke, gå med tøj der ikke dækkede skuldre og knæ, gennemsigtigt tøj, BH-tvang eller to bluser (dog ikke for mænd). Mænd og kvinder boede adskilt og der var ingen adgang på hinandens områder. Ingen fotografering. Ikke noget med at slå dyr ihjel (Myg er da ikke dyr, er de? Jo myg var også omfattet).

Stedet er beliggende på en 150 m høj bakketop i et tempel. Rundt om er der urskov og delvist plejede haver. Vi boede i 15×3 m store barakker, hvor der var 3 sovepladser på gulvet og ovenover var der bikset en køjeseng op. Heldigvis boede vi kun 3 mand i min barak og vi sagde ikke et ord til hinanden under hele opholdet!!! Jeg sov uden moskitonet, for der var næsten ingen indenfor, men den sidste da da vi stod op, så fandt vi en slange på en halv meter i den øverste køje, men den så nu ud til at være en fredelig art.

Vores gæst

Vi blev vækket af en stor klokke kl. 0400 om morgenen. Det var skønt. Så ned i vaskehuset og tage et bad med verdens bedste bruser – en håndpøs – brrr. Så var man ellers vågen.

Kl. 0445 var der 1 times meditation efterfulgt af 1 times yoga og en halv times meditation. Morgenmad var kl. 0700. Dagen gik derpå med ialt ca. 10 timers siddende, stående og gående meditation samt 1½ times undervisning. Kl. 11 var der frokost og kl. 5 var der te med frugt. Når dagen var slut kl. 0800 var det lige i seng for hvad skulle man ellers lave. Nåh jo, der var adgang til fri selvstændig meditation lige så længe man ville.

Forestil jer 36 personer, som i 5 x 45 minutter dagligt gik frem og tilbage på nogle indtegnede 10×1 m områder dybt koncentreret om åndedræt, skridt og focus. Det lignede altså noget fra en institution, hvilket blev underbygget af at de fleste gik i hvidt tøj. Flere gange kom der turister på besøg og jeg skal lige love for at de gloede.’

Gående meditation

Om aftenen den sidste dag blev tavsheden hævet i 3 timer og så skal jeg ellers love for at snakken gik, men det var for kort tid til at få talt med alle de 36 deltagere, som kom fra europa, Canada, Columbia, Singapore med flere.

Jeg havde ingen problemer med stilleperioden, men det der var lige ved at tage livet af mig var manglen på glæde og smil for hvorfor skulle folk smile, når de ikke måtte kigge på hinanden. Folk havde også rigeligt at gøre med de mange forskellige ting vi skulle focusere på under opholdet for at komme til at være tilstede i nuet. Det havde dog den positive effekt, at jeg beyndte at spise langsommere, men selvfølgelig alligevel den hurtigste på holdet for det er sku begrænset, hvor meget man kan sidde og tale med den samme slags vegetarmad hver dag.

Ja det næste der også var tæt på uudholdeligt, var den manglende variation i kosten og den manglende kærlighed i forbindelse med tilberedningen. Så når jeg nu kommer hjem, ja så tror jeg, at jeg vil værdsætte Chuis kærlige mad meget højere end tidligere.

Udsigten ind mod Thong Sala

Den sidste dag skulle vi slutte kl. 11, så jeg havde forventet, at han ville hæve stilheden igen kl. 0700, men da det ikke skete, så blev jeg sku noget sur, da det ikke gav nogen som helst mening at frarøve os muligheden for lidt løssluppen snak de sidste par timer. Da så to af “tempeltjenerne” skarpt fortalt mig, at jeg ikke måtte fotografere opslagstavlen, da det var forbudt at fotografere under stilhed, ja så blev det sku for meget for farmand her. Vores lærer, Steve, var også gået lidt i selvsving, da han kom med en længere “carsalesmandstalk” om det gode i at give donationer.

Så jeg har dem meget mistænkt for at den afsluttende stilhed mere var rettet mod at få så store donationer som muligt.

Jeg gjorde som i bogen “De ni indsigter” af James Redfield. Jeg følte på vandrørene og mærkede hvad jeg nu skulle gøre ved denne korsvej, så det blev til at jeg tog mig sæk og gik ind til Thongsala (5km).

Det var en rigtig beslutning for halvvejs inde i byen, ud for Chokana, hvor jeg boede den første nat (200 bath), var de ved at starte et mega optog med udklædte prinsesser og trolde, så jeg badede mig i glade mennesker og smil og gav igen af samme skuffe.

Prinsesser

Hvad har jeg så lært ud over at spise langsomt, være mere i nuet samt erkendelsen af at jeg ikke kan leve uden glæde, smil og ordentlig mad jo, jeg tror at jeg har fået ryddet lidt op i hjernen, så den ikke banker derudaf på fuld kraft hele tiden. På min tur i dag tog jeg mig selv i at rende rundt og smile lalleglad til folk. Ret fed fornemmelse. Er spændt på hvor længe det mon holder.

Var det så noget jeg ville gøre igen. Muligvis, men ikke lige med det første. Det måtte også godt være et sted med mere glæde.