FocusFoto | Fotografi og film

Canon G1X review

13. februar 2012 by Claus Jepsen | 1 Comment

1600 ISO

In my Canon P&S life I came from Ixus, G9 and two G12´s, which I used to take pictures and film with, on my bicycle trip from Manila to Bangkok in the beginning of 2011.

When the G1X was released in Hongkong on 8-2-12, I was lucky to be there and bought it at Man Shing in Mongkok for 5980 HK$ (400 HK$ higher price than first announced by Canon).

It will take me quite a time to get arround all the cameras capabilities and I look foreward to handle the RAW files in LR and Photoshop – when the updates are out – for now it is only possible in Canons software.

My first impressions are very possitive because I now can capture low light pictures without having to bring my DSLR. Ok, the camera is a bit bulky compared to the G12, but still a charm compared to the 5Dmark2 with a 24-105 lens. Even the G12 was not a real pocket camera, for that purpose I am going to use my new Iphone 5 – when I get it:).

My purpose with this camera is, that I want to use it on an octocopter and for documenting the rest of my trip arround The Chinese Sea (Bangkok-Hongkong).

I made some test footage in Hongkong and except from a bit of aliasing/moiré, I am very pleased with the quality. What specially strikes me is the power of the image stabilizer, which gives the handheld scenes a nearly steadycam like quality.

Posted in Fotografering, Hongkong

Filippinerne – Hongkong

8. februar 2012 by Claus Jepsen | Leave a comment

Filippinerne – Hongkong

Chui var vild med værelset, som ligger lige ud til dykkercenterets gård og med havudsigt. Det endte med, at vi tog en ekstra overnatning, så vi kun fik én i Manila. Der var desvære ikke plads på dykkercenteret, så vi flyttede op i lejlighederne, som var endnu pænere (800 peso), men pga. trapperne op til lejlighederne og vi savnede sofaen på terrassen, ja så vil vi helst bo nede på dykkercenteret.

Det forrige hotel levede nok hovedsagelig af pakkerejser med koreanere, som fik serveret den mad de var vant til, på samme måde som når kineserne er på tur. Så hvis jeg ikke vidste bedre, så kunne jeg godt ende med at få et noget stereotypt billede af koreanerne, som der var rigtig mange af i byen. Det første måltid efter hendes dårlige mave blev indtaget på en lokal restaurant, hvor vi havde udsigt over en af hovedgyderne. Klokken var 1930 og vi så mange korreanske mænd, som da allerede havde været nede og finde sig en dame og nu var på vej hjem med hende. Ingen tvivl om, at kvinderne kom til at arbejde for pengene og skulle gennem hele repertoiret incl. Den Japanske Helikopter. Dette er i modsætning til alle MAST´erne (Male Alcoholic Sex Turists), som først bliver ført hjem af damen, når beverdingen lukker.

Flere gange var vi nede på et rigtig hyggeligt karaoke sted, hvor de bag baren havde et par borde, hvor de serverede mad for koreanerne. En aften var der et par stykker, som kunne rappe, så de fik hele stedet godt op at køre. Bagerst i lokalet stod et trommesæt og det var åbenbart også noget de beherskede, for flere udemærkede trommeslagere var med til at højne stemningen.

En ulempe ved byen er, at de kører med faste priser på massage og udlejning af MC (500 peso). Priserne er dobbelt så høje som i Thailand og er blevet besluttet af deres barangay (byråd), men for sportens skyld var jeg selvfølgelig nødt til at afprøve om systemet var vandtæt, hvilket næsten var tilfældet, men vi fandt dog en MC et nummer større (mini touring MC) til en hund mindre. Vi kørte ned ad østkysten, hvor der var herlig kørsel i småbjergenes mange hårnålesving. Det var tydeligt problematisk at vedligeholde sådan en vej i bjergene, da der ofte opstod jordskred og underminering af vejen under kraftig nedbør. Om to år så skulle de sidste 20 nordlige kilometer af vejen være etableret, så det vil være muligt at køre hele Mindoro rundt langs kystvejen.

Vi havde fået Daniel til at reservere et værelse i Makati, der er stedet hvor der skulle være gang i den i Manila. Vi fik et værelse ved siden af Makati Palace på Belair (1500 peso) , som er et OK, men noget slidt storby hotel. Om eftermiddagen tog vi en taxa til chinatown og fik et indblik i den fuldstændig umulige trafik der er i denne slumagtige storby, som ligner en by, der har været udsat for et tæppebombardement, da det kun er i Makati, samt enkelte andre steder, der stikker højhuse op af slummen.

Det var under en håndfuld udenlandske turister vi så på dagens tur og det var meget forståeligt, da byen ikke indbyder til slendreture. Man bliver hurtigt træt af at hoppe rundt mellem dyttende biler. På hjemturen tog vi den velfungerende højbane og gjorde et stop i Rizal park, hvor de i en stor sø har lavet en model af Filippinerne, så man via en gangbro kan gå hen over landet.

Vi har nu to gange set et ældre, men lettere moderne diseltog, så jeg spurgte en taxa chauffør om hvor toget kørte hen. Som jeg havde svært ved at forestille mig, så kørte den til Legaspi og turen tog ca. 8 timer, hvilket er næsten dobbelt så lang tid som med bus. Under min cykeltur så jeg skinnerne i den østlige del. De blev her brugt til transport med motoriserede skinnecykler, der af to mand kunne løftes af sporet. Skinnerne var i en miserabel forfatning, så jeg gættede på det tidspunt på, at det var et jernbanelegeme, der ikke havde været i brug i mange år, men der tog jeg altså fejl.

I Makati området hvor vi boede var der nogle barer men slet ikke noget der ligner Sukhumvit eller lignende i Bangkok. Faktisk ret kedeligt. Vi var enige om, at Manila kun er et sted man skal besøge, hvis det ikke kan undgås.

Chuis vurdering af Filippinerne er i øvrigt, at det er det bedste asiatiske land, som hun har besøgt pga. venligheden og så syntes hun, at der er rimelig rent.

Posted in Filippinerne, Rejsebeskrivelser

Hongkong – Filippinerne

2. februar 2012 by Claus Jepsen | 1 Comment

Hongkong – Filippinerne

Den 30-1 tog vi fra HK med CebuPacificAir til Manila. Fra lufthavnen tog vi en taxa (190 peso) i 20 minutter til Pasay busstation, hvor vi tog bussen i halvanden time til Batangas (160 peso). Herfra gik det med med båd (220 peso + omkring 100 peso i miljø- og terminalafgift) til Sabang, der ligger 5,5 km fra Puerto Galera. Det er en hyggelig lille by beliggende i en bugt, men er det hvide strande man går efter, så skal man i stedet sejle til White Beach, der ligger 7 km på den anden side af Puerto Galera. Selve Puerto Galera er en by til shopping og indkøb på markedet, men ikke et sted hvor turisterne bor.

Vi fandt et rigtig fint sted – ifølge min fortolkning – yderst til højre i bugten med stor terrasse i stueplan ved siden af restauranten og med udsigt over bugten samt 2 værelser og eget køkken (1000 peso). Desværre så havde de som så mange andre steder sparet vandlåsen til afløbet i badeværelset væk , så det lugtede lidt. En plastpose for risten var ikke nok. Da jeg fandt ud af, at der også skulle en plastpose i afløbet og overløbet til håndvasken var løbet kørt. Fru Hyacint havde besluttet, at sådan kunne hun ikke bo uagtet at det absolut var et af de bedre steder, som jeg havde beboet i Filippinerne.

Vi gik helt ud på den venstre pynt hvor bugtens tilsyneladende mest prangende hotel lå – “Red Sun”. Her fik Chui bestilt et værelse til næste dag. Hun fik det forhandlet ned i 2000 peso. Så må vi se om jeg kan affinde mig med de sterile omgivelser.

Om aftenen var vi ude og synge OK (karaoke). Der var et bord med japanere samt tre filippinske modeller ved baren, og de var ved at komme god i stødet, inden de nok skulle på arbejde i anden indsatskæde. Chui imponerede japanerne med noget kinesisk sang og til min og deres held, så kunne Chui kun finde kinesiske popsange i kataloget og ikke noget kinesisk opera. Så kom japanerne på banen og gav nogle rigtig gode numre. De fik tumbs up og pift. Modellerne var også vilde med at synge og det kunne de gøre meget højt og engageret. De blev lidt imponeret, da jeg sang en filippinsk sang, men en af dem imponerede mig mere, da hun pludselig begyndt at synge med på en af Chuis kinesiske sange. Fin duet.

Ok, det er et fint sted, men selvfølgelig er der ting, som ikke fungerer – selv på så fint et sted. Ingen wifi på terrassen, ingen køkken – begge dele kunne det første sted klare – men håndklæderne er på størrelse med en plaid og 1 cm tykke. Vi har to king size senge, et badeværelse med fastmonteret fråsbrusehoved ala gammel dansk badeanstalt og græs på terrassen samt selvfølgelig minibar og lignende shit, som skift af 4 håndklæder og sengetøj dagligt – meget lidt miljøbevidst – men udsigten over hele bugten er absolut i topklasse og er noget jeg også sætter stor pris på.

De sidste to aftener har vi spist hos Big Apple, hvor priserne som alle steder er turistpriser, men dog en anelse lavere, men vigtigere er det, at de laver røv go mad, god service og tilmed i rigelige portioner. Diameteren på pizzaen var som en underarm. Pepper steaken var 3 cm tyk og bare i orden. Sådan en svend koster i øvrigt kun 450 peso eller omkring 55 kr. Det er kun en gang lykkedes os at fyre 1000 peso af på spisningen, så selv om det er turistpriser, ja så er det i forhold til DK rasende billigt.

I dag var vi ude på en gåtur, som Chui ikke lige sådan glemmer. Ok det var en sti eller nærmere en trail, som var lidt mudret, da det støvregnede lidt. Den var også stejl og lidt jungleagtig, men vi kom da ned til Coco Beach, hvor en dansker har et monster stort resort i en bugt, som man ikke kan gå til ad stranden. Han hedder Viggo eller Enrico, er elektriker, mekaniker og restauratør i Danmark og bor på stedet 2 gange om året – ellers drives det af hans filippinske hustru. Meget gennemført, men voldsomt isoleret. Eneste adgangsvej for almindelige turister er med båd. Han havde bla. en stille pool 112 m oppe i terainet. Man kunne enten gå derop eller tage en gratis kabelbane, som bestod af to sammenbyggede Filippinske jeepneys, med front hver sin vej forsynet med sknnehjul. Vognen blev trukket med en aldeles langsomtgående elmotor.

Herefter var vi ude på White Beach, som eneste fortrin er, at den har en stor hvid sandstrand. Der var sindsygt mange papagøjer derude (massage mister, you need watch sir, real pearls for madame, polaroid sunglasses you will look like moviestar, boåt boåt go fishing mister osv) og de driver mig til vandvid. Der er ingen hygge og atmosfære derude, så vi var hurtigt enige om, at ønskede vi os den hvide badestrand, ja så ville vi komme på et eftermiddagsbesøg, men i øvrigt blive boende i Sabang, som helt klart er det sted vi foretrækker. Dog må Chui leve med, at der cruiser enormt mange smarte modeller rundt, som hendes mand ikke kan lade være med at kaste blikke på, men en smule jalousi klær sku damen:)

Så skete det, der heldigvis er sjældent, men som man udsætter sig for, når man spiser på turistrestauranter i stedet for at spise lokalt hvor flowet er stor. Maveindholdet havde så travlt med at komme ud, så det benyttede begge udveje. Hun havde fået en gang stegte ris samt 5 king prawns. Det viste sig at være russiske roulette rejer, for jeg spiste én af dem og trak heldigvis en nitter, men så heldig var Chui ikke. Det meste af natten har hun tilbragt på toilettet, men her til morgen, så ser det ud til, at hun efter en pille begynder at komme lidt ovenpå igen, dog ikke så meget så hun tør at flytte hotel (vi har ingen bleer). Vi kan ikke blive boende længere på dette værelse, så vi flytter op på et endnu flottere rum, selv om jeg nu ville have foretrukket at komme ud og se noget andet.

Ovre på den modsatte side af bugten, sydsiden, liger et hvidt treetagers hotel oppe på bakken, så jeg gik over for at se om der var noget ledigt. Her traf jeg indehaveren Daniel Gensheimer, der er en frisk gut på omkring 25 år, halv filippiner og halv tysker, men opvokset i norge. Han havde lejet dykkercenteret med tilhørende lejligheder af sin far for at finde ud af, om hotelbranchen var noget for ham. Han havde fået smag for faget og havde for 2 år siden begyndt at opføre det hvide hotel oppe på bakken. Alle materialerne til byggeriet var båret op gennem de små gyder ad de stejle glatte trapper af daglejere, som blev betalt 500 peso om dagen. Han havde fået lavet nogle rigtig fantastiske rum, som jeg er sikker på – også efter Chuis smag – er bedre end der hvor vi bor nu. Hans pris var 800 peso ved korttidsudlejning og mindre hvis man tager en måned. Der var desværre ikke nogen ledige værelser ovenpå, men vi kunne få et i dykkercenteret (1200 peso). Da det ser ud til at være et fund, så får I lige adressen: “Sabang Inn” , info@sabanginn.com, www.sabanginn.com. Det er dog ikke et sted man skal bo, hvis der er problmer med bentøjet.

Posted in Filippinerne, Hongkong, Rejsebeskrivelser

Hongkong – Kina

29. januar 2012 by Claus Jepsen | Leave a comment

Hongkong – Kina

Vi ankom til Hongkong den 21-1-12 og brugte de første dage på familiebesøg, spisning, nytårsfest og mere spisning. Det blev ikke til meget shopping, da forretningerne i Hongkong under det kinesiske nytår næsten alle er lukkede i fire dage, hvilket virker helt mærkeligt, da der altid er åbent alle steder.

Chui var blevet inviteret en tur ind til Kina sammen med fire andre damer. De skulle besøge en kollega til min svoger, “Gummimanden”, der har en større gummifabrik i Schenzen lige på den anden side af grænsen. Det var ikke meningen, at jeg skulle med på turen, da jeg var for nærrig til at betale omkring 800 kr. i danmark for et kinesisk visa. Men desværre for damerne, så fandt jeg ud af, at jeg kunne få et visa ved grænsen, så jeg fik allernådigst lov til at tage med, hvis jeg altså ville opføre mig ordentlig

Det gik som en leg at få visa. En blanket, 170 kr og 3 minutters ventetid. Visaet var gældende i 5 dage og gjalt kun til den særlige økonomiske zone – Schenzen. Vi blev hentet af “Tone” og hans kone i en firhjulstrækker og en stor Lexus agtig Buick flyder. Efter én time var vi fremme i Long Gang ved deres temmelig store lejlighed med mindst 5 værelser, så der var rigeligt plads til os alle.

Første oplevelse var kulden. Temperaturen var faldet siden vi havde forladt kysten, så der var omkring 8 graders varme i lejligheden, så fleecejakken, dynejakken og kasketten forlod kun kroppen, når vi gik i seng under 2 dyner og et sengetæppe. Det virkede som om det ikke var noget der generede dem, da altandørene stod på vid gab. De havde aircon og 5 store fans, men ikke skyggen af varme ud over den der kom fra tekogeriet på stuebordet. I bordet var der nedfældet en flad vask med kogeplade og en vandhane. Vandet kom via en rørføring under marmorgulvet, hvilket gav den fordel, at konen ikke i tide og utide kunne flytte rundt med møblementet. De gik modsat i Hongkong ret meget op i tebrygningen, som på næsten japansk vis blev udført med stor kærlighed.

Det var et fantastisk venligt og varmt par vi var på besøg hos. De havde en utrolig genert dreng på 16 år samt en efternøler på 8 år. Den sidste skulle slet ikke have været sat i verden, hovedsagelig fordi konen ikke havde tid, da hun arbejder på deres gummifabriks kontor, idet strafportoen ikke var det store problem for dem. I Kina har de stadig en 1. barns politik dvs. får du en dreng i første forsøg, så skal du betale en bøde af ukendt størrelse, hvis du tillader dig at avle endu et barn. I dette tilfælde kom de af med 150.000 kr. Havde de derimod kun fået en pige, ja så er det gratis at fortsætte indtil det endelig lykkes at få en dreng. Dette princip havde hans bror udnyttet til fulde, idet de havde fået 4 søde piger, som nu var 19,20,21 og 22 år, hvorefter pusten var gået lidt af ballonen. Men han havde taget sig mod til lidt senere, så nu havde søstrene en lillebror på 6 år.

Tilbage til Tones dreng på 8 år. Grunden til at de besluttede sig for alligevel at få barn nummer to var, at deres hushjælp, der var en dame på omkring 50 år og kun havde 1 fridag om ugen, havde sagt, at hun da nok skulle klare det der med at opdrage en efternøler, så sådan blev det. Det var tydeligt, at drengen var mest knyttet til hende, så hun havde gjort som lovet.

Efter en ordentlig velkomst frokost og en masse snak, så kørte vi ud i bjergene, hvor en bekendt havde en lystfiskersø samt to lokaler, hvor han serverede mad. Her mødtes vi med broderen, pigerne, bedstemor og lidt flere og fik en god gang almindeligt mad selv om det nu ikke lige var sulten, som drev os.

Stedet lå ca. 10 km udenfor Den Særlige Økonomiske Zone, så jeg havde faktisk ikke lov til at tage med derud på det visa jeg havde, men ved det politi checkpoint der var hvor zonen sluttede, var der ingen politiere, så det gik helt smertefrit. I Schenzen er infrastrukturen næsten som i Hongkong, men da vi kom udenfor, så var det tydeligt en helt anden standard med hullede veje og støvede vejsideforretninger.

Da vi kom hjem gik madammerne igang med at spille Mah Jong. De havde et rasende smart automatisk Mah Jong bord (3000 kr), hvor man efter hvert spil trykkede på en knap, hvorefter et låg midt i bordet blev åbnet og man skubbede brikkerne derned. Straks derefter kom et andet sæt brikke op nedefra med en elevator, så man straks kunne gå igang med næste spil. Medens det gik igang blev de andre brikker blandet nede under bordet, vendt med den rigtige side nedad, stakket og placeret på elevatoren klar til næste spil.

Værtsparret syntes jeg havde læst nok, så de sagde, at vi skulle ud og køre en tur. De tog mig med ud til et fantastisk nyt sportsanlæg af olympiske dimensioner. Det var bygget i 2011 til en universitetsolympiade. Hele fodboldstadionet var pakket ind i kuber, som om aftenen var oplyst indefra med blåt lys. Imponerende.

Derefter tog vi på en bar og drak nogle øller og fik en snak. Ja dvs. jeg bævlede løs på mit baby cantonesiske og han forsøgte at være imødekommende med hans endnu dårligere engelsk, så det blev ikke til nogen dybere filosofisk meningsudveksling, men mere hyggesnak og en bekræftelse på, at vi kunne lide hinandens selskab.

Som en deltager i en polarekspedition fik jeg mig ved nitiden næste morgen endelig taget mig sammen til at ile ud af senge og få udstyret på. Derefter ud og hælde varmt vand og te i kroppen, så den kunne komme op på drifttemperatur. Da alle var kommet op og havde fået en masse te, så kørte vi ca. 1 time ud til en havneby, som gjorde i friske fisk. Her gik damerne shopamok i fisk. Det blev til en stor ål, rejer, Bau Yu, bars og et par andre ting. Vi fandt derpå en restaurant, som for 40 kr. pr. ret tilberedte fiskene efter damernes anvisninger. Men inden de kære fisk og skaldyr blev overdraget til kokken, så blev rejerne og de dyre Bau Yu talt op, så kokken ikke skulle komme til at tage noget fra til sig selv.

Efter en fantastisk frokost kørte vi ud til deres fabrik, som var mindre og knap i samme stand som gummimandens. Jeg gik mig en tur i byen for at forsøge at samle lidt appetit til aftenens dinner, som fabrikkens kokkepar var ved at tilberede. Med absolut ingen appetit sad vi så om et ordentlig bord fuld af mad, men ned skulle det jo, så det var bare med at komme igang. Endelig fik jeg smagt hund, som de specielt havde tilberedt for min skyld. Det var lavet i en mørk sovs sammen med stjerne annis og smagte rigtig godt. De havde en hønse- og andegård omme bagved og rundt omkring gik omkring 15 hunde, som levede af resterne fra fabriksarbejderne, så de var delvist selvforsynet med kød.

Så kørte vi ind til byen, hvor den stod på OK (karaoke). Vi fik et stort rum med bløde sofaer, eget toilet samt et avanceret lyd og billedanlæg og så gik damerne ellers igang. Jeg gik jævnligt en tur i byen, da det i længden blev noget trættende at høre på. Så efter 4 timer var vi hjemme og i seng kl. 0200.

Næste dag stod den på en gang Yam Cha (drik te) med de traditionelle små kinesiske retter Dim Sum (rør hjertet). Udenfor på gaden havde de helt umotiveret 2 arme strukse gående i et møgbeskidt bur. Dyrevelfærd er ikke noget der har høj prioritet for Riget i Midten.

Vi tog et S-tog tilbage til grænsebyen Schenzen, hvor tre af damerne tog hjem, medens Chui og en anden gik ind i en kæmpe massageforretning beliggende på 8. etage i terminalen. Her fik de 2 timers god massage for 82 kr. Jeg havde mest lyst til at gå en tur og få set mig lidt om i byen, da stedet var lige vel kineserturistet til min smag. Der var bla. et kæmpe rum, hvor kineserne lå og fik dejlig fodmassage, men det var ikke nok stimulans for deres sanser, så de havde som på et fly hver sin fjernsynsskærm, som blev trukket ind over dem. Næh nej, stadig ikke nok – liggende på siden guffede de ris og alskens andre herligheder i sig samt drak noget te og øl. En efter min smag totalt dekadent overstimulering af sanserne, så jeg went walkabout.

Byen så fin ud. Der var alt hvad der er i en stor by, men jeg fandt selvfølgelig nogle sidegader. Her var der et driftigt par, som havde gang i rensning af ører. Da jeg har lidt svært ved at høre efter, så tænkte jeg, at det lige var noget for mig. Så efter et kvarter var jeg sluppet af med flere store ørebussemænd samt 20 kr. Det var rigtig dejligt og hjalp virkelig på min hørelse, men om det påvirkede evnen til at høre efter tvivler jeg nu på.

Damerne var ikke færdige så jeg kørte tilbage til HK, hvor temperaturen var til at holde ud. Næste dag var der forår med blå himmel og skjorteærmevejr. Nu er vi ude i Tung Chung, hvor Chui er ved at lave mad. I morgen går turen videre til Filippinerne.

Posted in Hongkong, Kina, Rejsebeskrivelser

360 graders panorama billeder fra Japan

9. oktober 2011 by Claus Jepsen | Leave a comment

Det test indlæg jeg lavede i går blev lavet med en java aplet, som ikke fungerer særlig godt, da flere har meldt tilbage og fortalt, at de ikke kunne se rullemenuen i øverste venstre hjørne.

Nu har jeg så lavet panoramaerne som flash filer, hvilket betyder, at alle med flash skulle kunne se det samme. Herudover har du mulighed for at zoome med musetasten.

Her er linket til panoramabillederne i 6000×3000 px.

Her er linket til panoramabillederne i 3000×1500 px.

Posted in 360 graderes billeder

Test indlæg med 360 graders billeder

8. oktober 2011 by Claus Jepsen | Leave a comment

Hvis du vil se en række 360 graders billeder fra vores ferie i Japan, så har jeg lavet to testside i forskellige opløsninger. Du kan bevæge dig rundt i billedet ved at tage fat i det med musen.

Her kan du se billederne i 3000x1500px

Her kan du se billederne i 6000x3000px (pga. den større opløsning, så hakker det lidt)

DET HAR VIST SIG, AT DET IKKE ER PÅ ALLE COMPUTERE, AT DET VIRKER. PÅ MIN MAC KAN JEG IKKE SE RULLEPANELET I ØVERSTE VENSTRE HJØRNE, SÅ DET ER IKKE MULIGT AT SKIFTE MELLEM BILLEDERNE.

ØV, EN OMMER.

Posted in 360 graderes billeder, Japan, Rejsebeskrivelser

Sabrina og Jens Asbjørn

20. september 2011 by Claus Jepsen | Leave a comment

Her i weekenden havde jeg et fotoshoot med Sabrina Johansen og Jens Asbjørn Bøgen. Camilla Sørensen lagde make up. Du kan se billederne nederst i mappen med modelfoto HER

Posted in Modelfoto

100.000 km on a bicycle

14. september 2011 by Claus Jepsen | Leave a comment

I just got a letter from Salva Rodriguez, who was the one that inspired me to go on my bicycle trip from Manila to Bangkok and he is now on his way from Alaska to the southern tip of South America. On his now arround 5 years trip, he has now driven close to 100.000 km. If you like adventure, then read about his trip:

Dear friend

I am in Montana, US, right now. In the house of my friends Bonnie and Tim, who I met in Kyrgyzstan 3 years ago. To meet again friends from the journey is something great. I feel them like my brothers. The ride in NorthAmerica is so far, easier than expected. Scenery is great, people is friendly and laid-back, and days are trouble-free, but some mechanical issues. Food… well, this is where McDonald rules!

I let you know about last 3 months of the journey.

I flu to Anchorage from Tokyo and I had a great welcome from my friend Dave. He took me to Denali NP and I could enjoy 4 sunny days, including a perfect view of McKinley mountain, which is pretty rare to happen.

Dave advised me to not expect this weather in Alaska forever, and yes, he was right. Not until Calgary when I enjoyed again 4 sunny days in a row. I would say that in Alaska and Canada the weather is shitty, but better to say: it rains very often.

Well, my friend, do you know about sincronicity law? This is when things happen in the right moment… Sometimes I think I am blessed by a star. In Anchorage, I met Fred, a cheerful AirAlaska pilot, and he asked me ‘do you want to cycle down to Argentina from the very north?’ ‘YES’. And he gave me a pass to fly to where the Artic is: Deadhorse/Prudhoe Bay.

And this is how the world makes me go around. If it is not because of the good people I met everywhere I go, honestly, a poor gypsy on a cheap bicycle could not make it. Thanks!

So, I was there, the 2nd of June, right in the very north, willing to start the Big Downhill to Argentina. Obviously, in the Artic coast there are not coconut palms to welcome cyclists, and what I got once I left the airport was -3 degrees and a bloody wind that cracked the penguins skin.

First 3 days in the tundra were great and rough. Scenery is unique, difficult to see in the world, and still lots of ice on the barren land of the tundra. Sometimes the wind pushed me off the road, and there was not relief but at ‘night’ (the sun is up 24 hours there), when I tried to sleep some hours in a tent shaken by the wind. Anyway, after the Brook range, I reached the taiga and weather was better. Small trees start here too, and they are becoming taller and taller all the way south. Yet, there are not villages for more than 800 k.

This road, the Dalton HW, leads eventually to Fairbanks: 830 k with only 2 cafe-restaurants. It is a stony, or muddy, or gravel road, so you can guess that it is a real adventure road. Well, it is not. The reality is, although you have to be self-contained with the food, the camping and the equipment problems, you share the road with the oil company trucks, the goods transport trucks, few motorbikers and some intrepid motorhomes. I mean, the famous Dalton HW is rough and it is a personal challenge, but in case of need, you are never alone. I found myself cycling covered in mud (like in Africa!), climbing one steep hill more, and speechless to see how a clean tourist inside his pick-up was taking a picture of me. He did not say ‘hello’ even…

Anyway, the road is demanding and I arrived in Fairbanks exhausted. My friends Janet and Robert took great care of me and I rested enough. But I noticed that the way to Calgary was pretty much the same: long distances between towns, 800-1200 k (which means supermarkets, for me), and an impressive wilderness… again shared with motorhomes and scattered expensive campsites.

It is a weird feeling for me. I went through great sceneries, lot of mountains, glaciers, lakes, wildlife, and I camped on my own. I had to carry food in my panniers for up to 12 days, be aware of bears when cooking and camping, and all this happened among hundreds of motorhomes which carry the same comfort that they have at home. I felt like Robinson Crusoe living in the corner of Hawaii islands. Really weird. But this is not Central Asia and it is what they call ‘adventure and remoteness’ in the First World.

Anyway, the journey is great there. In Yukon the scenery was really stunning, wide valleys and snowed mountains, lots of ice in the rivers, and great spots to camp. It is an huge and empty territory, plus the midnight sun, which makes even more weird the atmosphere.

Soon, I got used to cross with a motorhome every 20 minutes or meet them in a point of view, but also it is true that after 6 p.m., if there was a noise, I knew it was a moose or a bear rather than a tourist.

Bears did not bother me. Really. I think that many northamerican people overrate the issue. Sometimes I feel that they want to believe they are in danger, they are adventurous. Hunters and rangers, rather than tourists, have a different outlook and they minimized the danger. ‘Just do not be stupid’, they said to me.

I saw more than 30 bears on the road along the way and I camped alone, and never a single problem. The bears are busy eating for the winter and when they saw me, they stood on two legs, realized I was a human, and kept eating without paying attention to me. I could take pictures of them often. Of course, when camping I put my food far from my tent, but I did not carry any bear-spray (40$! good business!), neither I think it is a good idea.

So, I see bears in the same way that wildlife in Africa. They do not want to mess with us and most of the problems are caused by a wrong human behave and fear. But local people seems always to enjoy talking about non-existent dangers, it does not matter if they are bears or terrorists or just a neighbor with a different color of skin. This does not help to make a better world, neither to encourage the people to enjoy the world. It just brings unfair fear.

So, I crossed to British Columbia, which is less wild than Alaska and Yukon, but more spectacular. Lakes are stunning emerald color, forested, with lots of glaciers, and some of these glaciers are really close to the road. Of course, it is more touristic because it is closer to very developed south Canada.

But in BC I had the most quiet road though, the Cassiar HW. A small road with almost no services for about 900 k. Full of thick forest and silence, really beautiful, with lots of animals.

After, I joined a main road, N-16, and further the Icefields NP, so the road became pretty busy. Anyway, the road have a good reputation and I would say it is the most spectacular all the way from Alaska, full of emerald lakes and glaciers. Also, lots of tourism.

But, the NP is pretty long, almost 300 k, and although it is a public road, they have a toll gate with the ‘NP reason’. Bicycles pay too. So, I have to pay one day fee and then, camp hidden during 6 days. You cannot be a good boy in rich countries!

Well, I reached Calgary and I met my friends Mike and Ruby (www.unusvita.com), and this was a big thing. They have traveled by motorbike almost the whole world, and I met them first time in Nairobi, 4 years ago. But I missed them in Ulanbaator, Mongolia, for one day! So, we were very happy to meet, and they really treated me. They are great people.

About the budget for a cyclist here. Well, it is not that bad. If you stick yourself to self-catering, a food shopping of 70$ will last 8-10 days in Canada, and 10-12 in the US (cheaper). But you must buy only in big supermarkets because grocery stores in small villages are expensive. So, I got used to carry tons of food with me. I am dreaming of Mexico standards….

Anyway, even if it is possible, it is a bit stoic here because you cannot stop for a rest in a cafeshop anywhere. There is nothing to drink/eat below 1’5-2$. Even the coffee! And I swear that this stuff they call coffee should be free, or even get paid for drinking it!

But libraries are a good place to stop and get a shelter from the rain, or just a rest. They have picnic tables and free internet. Also parks and visitor centers are good.

Accommodation is out of mind. Even the ‘state campgrounds’ cost from 10$ to 16$. For a spot that is surrounded by motorhomes and with no showers!

Much better to camp wild, and I promise you that you get a most beautiful spot, silence, and no shower either.

But for cyclists, here there is again another wonder of rich countries: warmshowers people. Warmshowers.org is an hospitality club for cyclists, and thanks to them I had not only a warm shower from time to time, but a delicious food and the chance to meet nice local people, and have a great chat. So, I do thank to all the kind hosts that I met on the way, and now they are my friends. Thanks very much.

Well, from here I will go south, to Colorado and Utah. After that, maybe California, or maybe I will go south to Mexico. I have some friends in the US, so please, if you live around and you want to meet or join me for a while, just do it!

Within next weeks I will cross a good number of kilometers: 100.000! I am almost 99.000 right now.

Last thing I want to tell you is that some things have changed in my life too. Many of you knew that I was about to stop my journey for a woman. Well, she came to visit me in Canada and we had 3 nice weeks together hiking in the Rockies, but we both realized that neither she is going to join me, neither I am going to come back to a normal life. And to be honest with yourself is an important thing.

This has made me meditate about how difficult can be for me to start a normal life back in Spain or wherever, so I took a decision: to try to make sustainable my journey, and keep living on the road. At least, until I get mad for any colombian girl!…

Seriously, things have changed. I am going to publish a book about Africa, hopefully before Xmas.

And I have worked on my website (www.unviajedecuento.weebly.com) and made it easier to surf, country by country. I will upload pictures and some updates and keep it improving, slowly slowly, during those bad raining days. Now, you can see all the pics until Calgary. But it is still in spanish. So, I will see if I can make some small money with my journey. Let’s see.

Well, my friends, hope everything is well with you. I will email again from LatinAmerica.

Best,

Salva

Posted in Rejsebeskrivelser

Yokohama – Narita

25. august 2011 by Claus Jepsen | 1 Comment

I går var det igen fint vejr og vi overvejede at tage til Hakkeijima Sea World, hvor jeg godt ville have set akvariet og været på tur i rutchebanen, men med en indgangsbillet på 350 kr, så afstod vi på vejen ned i elevatoren, hvor vi mødte en japansk kvinde, som talte engelsk -wow. Hendes forslag var at tage til Ribe (Kamakura), hvilket vi gjorde.

Vi er blevet helt vilde med deres tog, så en halvtimes tur med nogle skift er det rene sightseeing. Ien kan godt fundere over hvorfor man ved bygningen af metroen i København absolut skulle opfinde den dybe tallerken, når man blot kunne have kopieret deres system her i Japan eller det i Hongkong, da det begge steder fungerer fantastisk, men det er nok noget meget dansk noget, vi ka selv, hvilket jo mange gange er det der er med til at rykke.

Der var turister, næsten kun japanere, og souveniershops lige som i Ribe, men det med de gamle bygninger kneb det lidt med. Rundt om byen var der mange templer og vi var inde i en af de største, men jeg var lidt skuffet, da det var opført i beton. Selv om de havde forsøgt på at få det til at ligner træ, ja så blev jeg ikke snydt.

Da vi kom op til det aller helligste, så var der et gardin, som de stod og bøjede hovedet foran – ingen budha, ingen gudebilleder, ikke en hujende fis. Jeg trænger nok til at læse lidt op på shintoismen.

Til frokost shoppede vi lidt i en af deres meget spændende kage shops, hvor man let kan lade sig friste.

På hjemvejen stod vi af en station før Ishikawacho (Det er absolut STEDET at bo i Yokohama, da der er mange attraktioner og masser af overnatning – vi kan på det varmeste anbefale “A Silk Tree”, hvis man kan klare sig med lidt plads) og slendrede hjemover.

Det er skægt som tingene er forskellige fra kultur til kultur. Japanerne går meget op i sikkerhed, men alligevel så blander de gående og cyklister uden problemer, men straks de skal skifte 10 fliser i et fortorv, så er det en opgave for 9 mand, hvoraf 3-4 af dem holder vagt ved afspærringen, så der ikke er nogen der vælter den eller sån.

I vores meget fine køkken var Chui blevet forelsket i nogle skåle, så vi spurgte de venlige værter om hvor de var købt. Det var en nærliggende Tiger Shop, som hernede hedder 100 yen shops, hvor de godt nok tager 105 yen for tingene (7 kr), og ikke som i DK, hvor de nu er oppe på 20 kr.

Det var den største 100 yen shop, som vi endnu havde været i. Den var i 3 plan og havde alt det du ikke kunne forestille dig, at du lige står og mangler, så der blev shoppet igennem. Alt fra skåle, pinde, wasabi, LED-lygter, krympeflex, bungy straps og til nogle japanske knive, som jeg godt nok måtte betale 420 yen for.

Vi var ved at være trætte af at spise ude og da det var min tur til at bestemme, ja så tog vi ud og købte ind til en hjemlig dinner. I supermarkedet var oksekødet rimelig i pris, men så så vi nogle bakker med noget helt utroligt fedtmarmoreret kød – nok 60-70 procent fedt – som for ca. 500 gram kostede 350 kr. Jeg tror at det er det, som de kalder Kobe Steak. Nå men vi tog noget mere ordinært og så selvfølgelig en ordentlig bakke sushi.

Vi nåede ikke alt det vi gerne ville i Yokohama, så vi bliver nødt til at kigge forbi igen en anden gang.

I dag tog vi med lokaltog til Narita, som ligger 5 minutter fra lufthavnen. Turen tog lidt over to timer (1400Y). Vi bor på Richmond Hotel i et flot rum med alt muligt lir (8049Y), så det er en fin måde at slutte af på.

Byen er en mindre turistby med mange forretninger, som sælger souveniers og lokale produkter. Det ser ud til der er mange der bruger, at tage en overnatning her inde de flyver hjem for ud over de mange hvide japanere, så er der mange hvide. Vi var ude og se et stort tempel og Chui fik brugt de sidste shopping kræfter, så i aften bliver det en japansk dinner med fuld gas inden vi flyver hjemover sidst på formiddagen i morgen – hvis der er plads.

UPDATE

Vi var ude og spise på en vild japaner restaurant. Vi valgte den fordi der var mange mennesker, for som alle andre steder stod tingene kun på japansk og det her er en by med monster mange spisesteder. Da vi kom ind, så annoncerede tjeneren vores ankomst og de 5 kokke bag den ovale spisehylde foran køkkenet råbte i kor “Velkommen” – altså på japansk og mange flere ord.

Vi satte os ved “baren” rundt om køkkenet og fandt os en rigtig sød tjener, som talte lidt engelsk. Vi bestilet et par retter ud fra et engelsk menukort uden billeder. Derefter bestilte vi det vi så de andre fik. Der var et rimeligt højt støjniveau på stedet, da nye bestillinger blev råbt til kokkene, som i kor bekræftede, at de havde modtaget ordren. Når folk gik, så bukkede kokkene og råbte nok “Farvel og tak”.

Det var god mad og en rigtig fin oplevelse, ja måske lidt bortset fra leverretten, hvor skiverne kun var stegt på ydersiden. Indvendigt var de knaldrå. Det ledte tankerne hen på dengang hvor jeg spiste helt frisk sælhundelever, som stadig lå og pumpede – hvilket smagte faktisk bedre, da det var mere en leverpostej agtig smag, da den friske lever var blød som postej.

Posted in Japan, Rejsebeskrivelser

Yokohama til fods

24. august 2011 by Claus Jepsen | Leave a comment

I går tog vi med bus til Sankein Park, der er en japansk have anlagt i 1906. Parken indeholdt 24 historiske træbygninger fra forskellige egne af landet, så da vi nu ikke har tid til at tage til Kyoto, så gav det et fint indtryk af japansk havekunst og arkitektur.

Da vi skulle ind i parken, så var der et billetkontor, hvor to medarbejdere sad og stemplede billetter (500Y), men vi kunne ikke købe en billet af dem. Der skulle vi selvfølgelig henvende os til en af de 4 automater, som stod udenfor parken.

Vi gik derefter tilbage til byen og ned til havnefronten, hvor vi gik ombord på Hikawa Maru (200Y), der er et 163 m langt passager liner bygget i 1930. Det sejlede omkring 250 ture mellem Yokohama og Seatle frem til 1961, hvor det blev oplagt i havnen og nu er et vartegn for byen.

I 1930 kostede turen over stillehavet 500Y og det var i en tid, hvor månedslønnen for en faglært var 70Y og et hus kunne bygges for 1000Y, så ikke nogen lavpris tur. Der var lidt titanic over skibet, men indretningen var langt fra særlig pompøs, men en stor oplevelse af være ombord.

Desværre så var der ikke adgang til kabyssen, men ellers var vi overalt. Motoren var en stor B&W ting og det var let at forestille sig hvilken enorm larm og varme, der måtte have været i det maskinrum. Desværre tog jeg kun fiskeøje billeder med henblik på en senere virtuel præsentation af vores tur.

Om aftenen var vi inde i en sidegade i China Town og tog endnu engang livtag med 120 retter for 130 kr. Der var 24 mennesker i restauranten, hvor der max kunne sidde 40 gæster, så det går over min fatteevne, at de med det prisniveau kan brødføde 4 tjenere og nok lige så mange kokke. Maden var fantastisk. Her var alt frisk tillavet og portionerne var større, så vi nåede ikke over 20 retter

Der kan skives tykke bøger om det jeg ikke fatter – fx hvad er den darwinistiske forklaring på, at mange japanske piger har en tyveminutterifire fodstilling – tæerne peger ind mod hinanden i en vinkel på 30 grader. Eller hvorfor deres cykelsadler er monteret så lavt, så under kørsel kommer lårene op over vandret niveau. Ja og sådan kunne jeg blive ved.

Det virker som om, at det der med en afslappet pensionist tilværelse ikke rigtig er noget, som de gør ret meget i herude. Mange taxa chauffører er over 70 år og overalt er der parkeringsvagter, gadefejere osv. som er meget højt oppe i alderen.

Det kniber med pladsen, så flere steder ser vi biler, der er parkeret i 4 lag på nogle hylder, som kan flyttes med en kran, men det er endnu ikke gået op for mig, hvordan ham foroven får sin bil ud.

Der er to ting, som de ikke er ret gode til og det er bænke og affaldsspande. Men det ser ud til, at jo færre affaldsspande der er opstillet, jo renere er der.

I supermarkederne står kasseapparaterne sådan lidt som en ø i den ene ende af forretningen med varer på begge sider. På samme måde som det er med affald og grafitti, så tror jeg ikke at butikstyveri er noget de gør ret meget i. Med hensyn til risikoen for tyveri og overfald, så er dette uden tvivl det sikreste land, som jeg endnu har været i.

Posted in Japan, Rejsebeskrivelser