Cykeltur rundt i Syd Indien

Den 22-1-15 tager jeg til Mumbai for at cykle ned sydpå langs kysten og op på den anden side. Jeg blogger om turen på Crazyguyonabike, så har du lyst til at følge turen, så er du velkommen.

Det grove kort over hvor turen går hen findes HER

Kort over hvor jeg måske vil hen og hvor jeg har været findes HER

——

Så er jeg hjemme igen og har uploadet en FILM samt et samlet FOTOGALLERI fra turen.

Nytår på Koh Sichang

 Billeder findes HER

Yes, der er stort set ingen strande, så dem med de store maver og liggestolene har ingen chancer her, hvilket nok er grunden til at øen ikke har mistet sin karakter. Her er der stadig højttalere i byen, som fortæller om nyhederne og livets gang.

På anden dagen flyttede vi fra Benjaporn til Rumpa, som ikke har noget engelsk skilt, men ligger bag Pan and Davids restaurant. Her mødte jeg min første thaier med speed i blodet. Det var en super effektiv og venlig pige med fuld gang i hjernevindingerne. Miss Hyacint ville lige få værelset up til standard, så jeg gik walkabout mod syd, medens hun sammen med hvirvelvinden fik skik på værelset og terrassen.

Lidt sydpå kom jeg til et resort, som er bygget af en professor i arkitektur fra New York. Det ligner en blanding af Drakulas slot og en katedral. Totalt specielt sted, hvor man nu kan overnatte (900 bath).

Midt på øen var der et stort oliedepot og i den sydlige ende lå et næsten udtørret vandreservoir, hvorfra tankbiler hentede vand til levering i byen. Der var også en genbrugsstation, hvor svin spillede en væsentlig rolle I affaldssorteringen.

Det så ud som om der var problemer med at få afsat de sorterede plast- og glasflasker. Så som så mange andre steder i Thailand, så havde de forsøgt sig med at brænde glasflaskerne, men her også uden held.

I øvrigt så går der et vildsvin rundt i hovedgaden. Den har ingen hugtænder, så det er nok et tamsvin, men den ligner den vilde slags på en prik, men den er nu venlig nok.

Helt mod syd er der 100 m ud til en lille ø og derefter 500 m ud til en større ø. Havde jeg haft en makker med, så ville det have været en fed snorkel og svømmetur. Der var også en 100 m høj klippevæg, som er perfekt til klatring.

Jeg gik op til sydvestsiden af øen, hvor der ligger et high end sted med ca. 25 bambushytter. Der er ingen strand men en bro ned til noget fedt snorkelvand. Totalt ro på og totalt luksus. Fik en brochure fra stedet og kunne se, at det koster 2000 bath at bo der, og at de skulle være blandt top 10 islands ifølge The Guardian, men intet om navnet på stedet, da alt stod på thai.

Gik forbi Tampan Beach på hjemvejen. Her har de nok øens eneste 100 m badestrand samt en vandscoter, som ligner noget fra en tidlige James Bond film. Den var forsynet med rat og påhængsmotor. De brugte den til lejlighedsvis at trække en bananbåd roligt rundt i vigen.

Gik hjem via bjergene. Her var der et indhak i klippen, som de kaldte en hule. Her var der selvfølgeli opsat en buddha og udenfor konstrueret grimme betonbygninger til nogle munke.

Længere henne var der et tempel, som jeg ikke kunne komme ind i, når jeg havde korte bukser på. Man måtte i øvrigt heller ikke holde i hånd eller kysse inde på området, så ikke noget for mig, for jeg siger sjældent nej tak til et kys.

Nytårsaftensdag gik vi over til Tampang Beach, hvor jeg klarede at bade og ligge I liggestol I tre timer. Rigtig hyggeligt sted. Børnene legede I vandet, ingen larm eller irriterende strandsælgere.

Nytårsaften var helt rolig. Selv om de har en stor overdækket sportsplads, så var der ikke nogen der havde taget initiativ til at lave en nytårsfest deroppe. Der var en del grupper lokale turister, som holdt lidt grill parties, men ellers intet.

Næste dag var vi ude på nordenden af øen og kigge på templerne og bestige det højeste punkt. Hele nordspidsen er bevokset med urskov, der er omkrandset af klippekyst, men på østsiden var de begyndt at lave en voldsom fin 2,5-3 m bred vej med autoværn. Jeg fulgte den ca. 1 km, hvorefter de ikke var kommet længere. Den skal muligt gå rundt om øens nordspids, hvor der I øjeblikket intet er, men når vejen kommer, vil der være muligheder.

Så er den ged barberet, øens veje har mærket vægten af mine fodsåler. Lidt mærkelig hobby at gå øer tynde, synes nogen, men jeg har heller ikke rigtig forståelse for folk, der samler på tændstikæsker, så sån er vi så forskellige – heldigvis – for ellers ville alle tædstiktosserne blot gå i vejen for mig, så jeg ikke kunne føle den totale ro, som findes på sådan en ø.

I morgen går det til Bangkok og to nætter senere DK.

 

 

 

 

Koh Sichang – en overset perle

Du finder billeder HER.

 


Vis stort kort

Vi har nu været her et døgn og er ret begejstret for stedet, som har den her øfornemmelse, som vi godt kan lide, så vi har ikke tænkt os at rykke til Bangkok før efter nytår. Fatter ikke dem der på nettet skriver, at stedet højst er til en dagstur.

De fleste turister er lokale samt enkelte modige kinesere, som har vovet sig ud på egen hånd, men næste ingen europæere.

Stedet vi bor på er superfedt, men har udsolgt til nytår, så i morgen rykker vi til et andet lige så fint sted (900 bath med aircon, toast, coffe and jam).

Øen er nok kun 1/5 del af Koh Taos størrelse, så det er vanvid at leje en motorcykel, men desværre er det normen, da vi åbenbart er de eneste, der vader rundt på øen og leger økoturister.

Nede i byen er der nogen trafik med motorcykler og nogle fede tuktuks, som er opbygget på bagtøj, gearkasse og motor fra en bil, men kommer vi blot lidt ud ad vejen, så er der totalt ro.

Vi gik til Tampon Strand (Tampan Beach) som er en lille, men rigtig hyggelig strand med gode muligheder for at snorkle, gratis liggestole, god og billig mad samt venlig betjening, men engelsk taler de ikke. Er man til store sandstrande, så er dette ikke stedet. Stedet er lidt isoleret, men rigtig fint, så vi overvejer at tage nogle dage dernede, men vi begynder at rende ind i problemet, at vi ikke længere har adlibitum dage til rådighed.

Havnen har 5 moler, og den flotteste med et stort prestige pagodeagtigt fyrtårn, står helt ubrugt hen. Kunne ligne noget kinesisk udviklingshjælp. Den de bruger er den ældste.

Flere steder er der tegn på at pengekassen på et tidspunkt har været helt åben, da der er anlagt fine fortorve, ligesom der et sted var en helt unødvendig, men meget flot bro. På to næs fandt jeg henholdsvis et toilet og en pagode, som begge var ødelagt af hærværk. Håber jeg kan finde nogen, som kan give mig svar på mine spørgsmål.

Rundt om øen, som du kan se det på Google Maps, ligger der rigtig mange stykgods og bulkcarrier skibe samt enorme pramme hvorfra de med slæng laster gods som fx ris. Et rigtig pust fra gamle dage, men jeg har dog ikke set skibe med bomme. I dag bruger de kraner, men alligevel lidt Kiplingsk ”laste teaktræ favn på favn” over stedet.

 

 

Pattaya

Billeder fides HER

Yack, er det ikke bare pædofile og ludere. Nej. Jeg tror ikke der er flere pædofile her end andre turiststeder, idet både politiet og befolkningen er meget fokuseret på at udrydde det uvæsen.

Jo, der er en del ladies, som befolker alle ladybarene i byen, men som med det store gay og trans miljø, så gør de ikke noget, medmindre man svanser rundt og er ude på narrestreger.

Faktisk så er stedet perfekt til familier, som kræver mange aktiviteter, idet her findes alle mulige former for adspredelse som fx vandland, gokart, bungy, shows, museer, elefantridning, vandsport osv.

Det bedste sted er nok hvor vi bor i Jomtien, som ligger 2 km syd for Pattaya, idet stedet er mere roligt.

Dette område af Thailand er det sted med flest solskinstimer, men ulempen ved dette er, at kloakkerne stinker. For at de kan transportere de sjældne kraftige tropiske tordenskyller væk, så kræves der store riste og dermed også store områder, som kan stå og sende ubehagelige lugte ud. Eneste sted jeg har oplevet det værre er i Patong på Phuket.

De gange hvor jeg har været inde i Pattaya om aftenen, så har det været en tur langs vandkanten og i Walking Street, som er en gade med restauranter, ladybarer og liv i gaden.

I går var vi rundt i gaderne på den anden side af den nordgående vej gennem byen og jeg må erkende, at jeg blev forbavset over hvor enormt mange ladybarer, natklubber, gogobarer der er. Det er helt vildt. Et sted i nordenden af byen er der en sammbygget bar med omkring et hundrede barer. Et skud på 10.000 damer er nok i underkanten, så her er rige muligheder for at finde kærlighed ved første blik for en sexuelt understimuleret fodermester fra det mørke kolde Jylland.

Læste at myndighederne i fremtiden vil satse mindre på barer og mere på familieaktiviteter, idet de har erkendt, at der ikke længere kommer så mange fra Europa og Amerika, men overvejende turister fra Rusland og Asien.

Da vi ankom til toldkontrollen, så stod der et skilt med en tekst kun på russisk, så var stilen lige som lagt. Her i Jomtien er hovedparten russere, nok omkring 80 %, så alle skilte og menukort er på russisk, men der findes dog stadig nordiske enklaver.

For nogle dage siden tog vi båden over til Koh Larn (30 bath). Koh betyder ø og jeg tror at Larn betyder Larm, for det var hvad der var derovre. Da jeg var der for 8 år siden, var det en hyggelig ø, men det har den kinesiske pakketurisme fået skovlen under, idet deres appetit på bananbådskørsel, jetski og slæbeture under en faldskærm er ubegrænset.

Samtidig er de begyndt at udleje motorcykler, som sammen med de mange taxaer før det ulideligt at færdes langs vejene, ligesom der overalt er affald i rå mængder.

Der var blevet bygget mange nye bungalows og resorts, men de så ud til at stå tomme, da kineserne er endagsturister medens backpackere og europæiske turister ikke gider bo i sådan en gang larm og affald.

Det ser ud til, at den eneste måde de kan lære det på, er den hårde darwinistiske måde, men for kineserne er det stadig paradis, idet de hjemmefra er vandt til meget mere larm, affald og forurening.

Kan ikke lade være med at ærgre mig over, at de ikke bare for én gangs skyld kunne prøve en anden model med fx cykler, hestevogne, trekking, sejlbåde, moderne bambushytter og lignende. Tror sku jeg vil være diktator i mit næste liv, så jeg kan få afprøvet nogen af mine idéer.

 

 

 

 

 

 

 

 

Waiuku Beach – Makatakia Bay – Auckland

New Zealand, der er 6 gange større end Danmark, er broernes land. Vi er kørt over flere hundrede, hvoraf langt de fleste har været ensporede,  men med en befolkningstæthed på 15 mod 131 i DK pr. kvadrat kilometer (1/3 færre indbyggere(15% er maorier) end i DK), så giver det ikke anledning til problemer.

Her er lige så mange gråspurve, som der var i Danmark, inden jeg som 12 årig købte en luftbøsse. Faktisk en pæn lille fugl.

Vi kørte ud til en halvø på østsiden 40 km nord for Auckland og gik en tur i ”Sheakespear Park”, som ligner lidt Mols Bjerge. Parken er omgivet af et tæt musesikkert hegn og vi skulle gennem en automatisk port for at komme ind. Grunden er, at de ønsker at holde skadedyrene ude.

Mellem bakkerne i parken var der nogle lavninger, raviner, og i disse groede der noget urskov, hvoraf en stor del var op til 6 m høje bregner, der danner stammer som kokospalmer. For at komme ind i og ud af skoven, så skulle vi gennem endnu en port med et fårehegn. Her skulle man rengøre og desinficere sine sko for ikke at bringe urenheder med ind.

Nede ved vandet var der et sted, hvor man efter ansøgning kunne opslå sit telt. Der var opsat et lille bord med peanut butter og musefælder. Det var så meningen, at man skulle armere og opsætte fælderne rundt om sit telt, for der kunne jo være sneget sig en mus ind under vinterens opbevaring.

De har et specielt forhold til naturen, der er ikke lås på postkasserne, æggene i supermarkedet bliver ikke opbevaret på køl og så har de en sød tand. Indtil 1984 havde de en struktur, som minder meget om vores derhjemme, men så fandt de ud af, at kassen var tom.

De omstrukturerede, så alle fradrag blev fjernet og alle betaler 18% i skat plus 4,5% til understøtelse mm. Det man tjener over omkring 60.000 $ betaler man 30% i skat af. Det er da et system, som er til at forstå.

For skatten får de skolegang, sygehuse og biblioteker, men de skal betale for at gå til lægen samt for at gå på universitetet. Der er ingen SU og kun begrænset barselsorlov i 3 uger. Dette blev jeg fortalt af en dansker, som har været hernede mange gange og har boet her i 5 år.

Vi mødte ham på campingpladsen i Auckland. Han har arbejdet som roadie i DK, men er nu ved at gå på pension. Han var klædt som en blanding af  ”Jeppe på Bjerget” og en naver. Han var i øvrigt ”lottoalkymist”, da han var ved at udtænke et system, så han kunne vinde hovedpræmien i lotto!!! – men han manglede lige de sidste brikker.

Vi kunne dog nok lære en del af dem hernede omkring flygtninge og indvandrere, da vi her ikke ser uintegrerede muslimere i stammekluns, som hænger ud på gaden.

Vi var inde og kigge på Auckland, der er en stor og fin by med et utal af spisesteder – flere end i Hongkong. Der var rigtig mange koreanske, kinesiske og japanske steder, ligesom rigtig mange af folkene på gaden var asiatere.

Vi så en parade med omkring 1000 marinere, som celebrerede 75 års dagen for slaget ved Riverplate i Syd Amerika, hvilket var en af de første krigshandlinger i den anden verdenskrig.

Om aftenen spiste vi sammen med vores naboer på campingpladsen. De havde været undervejs i 1 år og skulle nu via New York retur til London for at arbejde lidt penge sammen, så de kunne komme afsted igen. Ja det ved at rejse kan man hurtigt blive afhængig af.

Det styrtregner her til morgen, men det er rigtig fedt, for så kan det være udlejningsfirmaet ikke ser vores lille stenslag i forrudenJ Om 7 timer går det videre til rigtig sommer.

 

Rotorua – Tauranga – Raglan

Billeder finder du her

Rotorua er det sted i landet hvor der bor flest af de oprindelige folk, maorierne, men den sidste renblodede af dem døde for nogle år siden. De har deres eget sprog, som de andre børn også får et elementært kendskab til i skolen.

Maorierne er flotte folk med tydelige polynesiske træk, men generelt er de voldsomt overvægtige, men det er nu også noget der kan ses hos flere af de andre kivier, men ikke så udtalt.

Inden vi kom ind til byen var vi ude og bade i Kerosene Creek, som er et varmt vandløb. Hele området er fyldt med varmt vand fra undergrunden og der er flere kraftværker, som producerer energi på baggrund af den termiske aftivitet.

Rotorua er en voldsom flot by, som mange steder lugter svagt af svovl fra de mange helsebade. Vi var ude og spise frokost hos Jill, som vi havde mødt i flyet på vej herned. Rigtig hyggeligt.

I Tauranga blev vi som det første sted opsøgt af en dame kl. 7 om morgenen. Hun ville vide om vi var ”Self contained” (lokum og brus ombord) for ellers måtte vi ikke have overnattet på plænen ved marinaen. Jeg spillede dum og fortalte, at vi ikke mente det gjalt, når vi lå tæt på en WC-bygning, men det gjorde det. Vi slap for en bøde på 200 kr, men blevet skrevet op i hendes bog.

Raglan er et rigtig surfer paradis, så der var vi nødt til at køre på camp, da der var skilte overalt, idet surferne ellers ville ligge beslag på alle parkeringspladserne.

Vi er ikke helt færdige sydpå, men bliver nu nødt til at bevæge os nordligere i morgen og forholde os til at vi skal videre om 6 dage. Alt vel.

 

Mangatainoka (Tui Brewery) – Mangatutu hot springs – 10 km north of Napier

Som sædvanlig så findes billederne her

Vi opgav ideen med at køre ind i Wellington, så vi brugte i stedet tiden på at komme væk fra trafikken, hvilket efter et par timer lykkedes til perfektion, da vi endte ude på en kæmpe eng ved en sø helt alene, hvor den stod på badning, sol og mad.

Når vi her handler i de små supermarkeder, så er det mere reglen end undtagelsen, at det ender med en snak, som ofte starter med, at damen spørger: ” Haw are yiu todai” og vi svarer ”Fine”, men den går sku ikke, så hun fortsætter ”Wat haw yi bin up to todai” og det ender med en længere snak. Rigtig hyggeligt.

Handler vi i de store supermarkeder, så er betjeningen også flink og som oftest pakker de ens varer i plastposer. Køber vi så varer, som man skal være 18 år for at købe, så lyder der et bip og en speciel overordnet kassedame dukker op, kigger på os, skanner sit kort, og købet er godkendt. Holly bananna et bøvlet system, som totalt fratager kassedamen al dømmekraft.

Vi ovenattede på en eng overfor TUI brewery, hvor de på en bakke havde opsat bogstaverne TUIWOOD. På bryggeriet var der en øltank, som hed ”Frank the Tank” og en trailer med teksten ”TUI brewery not worth the visit, thats right”. Tror det er nogle spadsmagere med næsen dybt i suppenJ

Der er godt nok meget vind hernede – noget mærkelig vind – som kommer og går indenfor få kilometer, men som hovedregel blæser det.

Vi kan virkelig mærke, at vi er kommet norpå. Sommeren er én måned mere fremskreden heroppe, ligesom de dyrker oliven, appelsiner, kivi og masser af vin. Nogle afbyerne vi kører gennem har store alléer af palmetræer langs vejen, men sommer er det stadig ikke.

Næste dag fortsatte vi til et lille paradis, som er et hot spring. Men for at komme frem til paradis, så skal man først overvinde mange prøvelser, dog ikke noget med drager, men noget med vej. Det ligger 80 km nordvest for Napier ad en meget snoet vej, som de sidste 20 km er ren grusvej med ikke kun hårnålesving, men hesteskosving. Jeg synes det var lige det vores lille camper kunne klare, men da vi kom derop, boede der en gammel gut i en campingvogn, som han havde slæbt derop med en gammel Toyota van.

Han havde boet deroppe campingvognen i godt et år. Han fortalte os lidt om området, samt at han var DOC lidt uofficielle mand på stedet. Han rensede toiletter og pools. Så var det ellers ned til det varme vand. Det består at to ca. 8 personers badekar hvori der konstant blev tilført vand fra en kilde, der løb ned ad bjerget.

Det ligger ved siden af en fantastisk flod midt i noget uberørt skov. Vandet var så varmt, så jeg med min solbeskinnede hud var nødt til at gå ekstremt langsomt i vandet, da det var godt varmt.

Vi gik en time ind af en lille fin opogned sti, som fulgte floden. Den endte oppe ved en hytte, hvorfra der var adgang til endnu en varm kilde og en hytte, men der var 2,5 timer derop, så det droppede vi.

Campen var udstyret med nogle smarte komfurer/brændeovne med skorsten. Man kunne dreje dem, så vinden gik direkte ind i brandkammeret. Totalt fedt kogeapparat. Det er vel unødvendigt at fortælle, at morgenen også startede i poolen.

Hvis man ønskede totalt privacy, så kunne man under de to pools sidder i et badekar af natursten og få det varme vandfaldt til at plaske ned over sig.

Gutten fortalte, at de i floden fangede regnbueørreder og brune ørreder på op til 9 kg. Han gik også på jagt, hvilket ikke krævede noget jagttegn, men blot en tilladelse, som var gratis, men nok kun for kivier. De kunne skyde sika hjorte i skoven, hvor DOC havde opsat fælder for ildere og rotter, ligesom de havde hængt giftposer på træerne for at decimere bestanden af possums.

Havde vi haft længere tid, så ville det klart være et sted, hvor man blev flere dage.

I dag har vi været i Napier, som er en pæn by. Vi er endt 10 km nord for byen på en parkeringsplads 5 m fra havet med en stor advarsel om hvad vi skal gøre i tilfælde af en zunami.

I aften står den på steaks af okseklump, der er mere møre end dansk filet, samt sølvbeder, asparges og nok ris. I morgen – ja det ved vi ikke endnu, men der dukker nok en plan op.

 

 

Mororangi Bay – Mana

Da vi kom tilbage til Christchurch efter rundturen, så havde vi kørt 3.100 km, så det er ikke nogen helt ligge ø vi er på.

Nelson var en stor flot by, som vi ankom til i flot solskinsvejr, men da det ændrede sig og de ikke var indstillet på free camping, så kørte vi mod Picton ad en meget flot og køresygefremkaldende snoet vej. Vi overnattede ved Charlotte Sound på en DOC camp (Department of Conservation). De har en del steder oprettet simple campingpladser med toilet og selvbetaling (6$ pr. hoved) for os der ønsker at undgå almindelige campingpladser.

Vi mødte en tysker, som havde købt sig en gammel bil og var på en low budget fisketur. Han fortalte, at man frit kan fiske i havet, men for at få adgang til søer og vandløb, så skal man på posthuset, der fungerer som borgerservice, og købe et fiskekort til 160$.

Da vejret næste dag var kanon, så besluttede vi os for at fremskynde vores sejltur fra Picton til Wellington på nord øen. Det blev en rigtig smuk tur, på den dyreste færge jeg endnu har sejlet med. For 3 timers sejlads skulle vi betale 275$, for hvilket jeg næsten kan købe to returbilletter til Norge, men der er kun to rederier, som besejler ruten og på mistænkelig vis, så er deres billetpriser næsten ens.

Wellington er den første rigtige storby vi har været i. Masser af højhuse på over 20 etager samt 3 sporede motorveje. Lidt stressende at køre rundt i, når jeg også skal kigge på kort. En enkelt gang gik det galt, heldigvis på en lille vej, hvor jeg pludsede kørte i den forkerte side af vejen – underbevidstheden havde taget over – Chui råbte og fik mig over i den rette bane, men den modkørende dame, så noget forundret ud.

Vi skyndte og ud af byen og kørte ud til vandet 15 km nordpå, hvor vi bor i en park ved siden af sejlklubben og jernbanen, så i dag er det meningen, at vi tager toget ind til Wellington og kigger os lidt omkring.

Jeg er nok ikke helt let at rejse med, da mit ur følger solen, men i dag er jeg i det fine vejr listet udenfor, så kan hun få lov til at drømme lidt videre inden vi tager på sightseeing.

 

 

 

 

 

Lake Pearson – Kysten ved Cheviot – Kaikoura – Rarangi beach – Nelson

Billeder findes her.

Vi valgte at tage første vej østover væk fra regnen og ganske som planlagt, så ophørte den efter Arthurs Pas, så vi fandt en sø, Lake Pearson, 10 km efter passet og overnattede der. I løbet af natten kom der en ordentlig skylle og det var rigtig koldt. Næste morgen var der sne på bjergene 200 højere oppe end vi var, så temperaturen har nok været nede på et par grader. Nå men vi fik da øvet os i at ligge i ske.

Herligt igen at møde de store vandingsanlæg og næsten tørre floder. Vejen indover var kanon flot. Bjergene var mange steder helt glatte og dækket af ”grå sne”, som var grus og småsten. Må være et særdeles lavinefølsomt underlag. Vejret var fint, så vi tog en tur rundt i Christchurch og endte med at køre nordover i regn.

Flere steder har jeg set skilte om sprøjtning med ”1080”. En gut fortalte mig, at det var i et forsøg på at udrydder deres possum (opossum), som er et nordamerikansk pungdyr, på størrelse med en kat. Hvis den føler sig truet, så spiller den død, heraf kommer udtrykket at spille possum. Den bærer på på noget sygdom, som overføres til deres kvæg, ligesom den spiser fuglenes æg, så den betragtes som et skadedyr. Der er blandede meninger om det fornuftige i at sprøjte store områder med gift. Vi ser mange af dem trafiktræbt på vejene.

I Cheviot brugte vi de sidste tricks vi kender, købe en paraply og så noget pulversuppe og det virkede næsten. Vi overnattede på en klint ude ved kysten, hvor vi fik gang i et bål for at få varmen.

Jeg er ved at læse en bog om Indien i den sidste del af tiden med kolonistyret. Jeg synes i skal have et lille uddrag med en beskrivelse af en træt sandorm: ”The emperor could not get errection. It was like putting an oyster into a slotmachine”.

Dagen efter var der blå himmel, så vi kørte en omvej indover i landet og ud til Kaikoura, som er en enorm flot lille by, der ligger for foden af nogle bjerge med en høj næs/bakke syd for byen, der går ud i det utrolig klare vand med kalksten.

Vi mødte en hollands kvinde på cykel. Hun havde været på backpacker tur i 9 måneder og ville nu bruge et par måneder i NZ. Det ville koste hende 1500$ at komme rundt på øen med bus, så hun havde i stedet købet en brugt racercykel med nye Vaude tasker for 1000$. Hun havde så fået den option, at hun kunne returnere cyklen indenfor 6 måneder og få 50% retur, så det er en god og billig måde at komme rundt på.

Derefter kørte vi til Blenheim og 18 km nordligere ud til en lille fredelig bugt med en hule. Herligt sted at bade og vandet var nok næsten 16 grader varmt.

Vi lavede mad på bål på stranden i sten 100 m fra nogen form for vegetation. En lokal kom hen og fortalte os venligt, at hvis brandvæsenet så det, så ville vi få en bøde. Vi var færdige med at spise, så vi slukkede det farlige lille bål. De er totalt anale med ild hernede. Overalt står der skilte, som viser hvor stor dagens brandfare er og der er stort set ingen steder, hvor man må tænde bål.

Her til morgen fik jeg hurtigt Chui på benene, da jeg spillede en lydfil fra Shonna hvor Milian siger “måmår”.

De sidste fire dage havde ladelampen lyst, men Toyota havde sagt det intet betød, men nu virkede køleskabet ikke mere, så vi er kørt på værksted i Nelson, som er en stor flot by, men med en meget snoet nedkørsel til byen. Flot havnefront, der ser ud til at være et sted med muslinger. Indtil nu er det kun blevet til MC-Donnald, hvor vi venter på de får fixet vores hus.

Quenstown – Lake Peringa – Lake Mahinapura close to Hokitika

Billederne findes her

Alt action sport kan lade sig gøre i Quenstown – hvis man vil betale kassen. Jeg kan bare ikke se mig selv sidde i en jet speed boat sammen med 20 andre og få taget billeder af selskabet inden turen, under turen og efter turen. Man kunne nok få billederne på en tallerken, et flag osv. Men sejlturen så fed ud, da den gik gennem snævre kløfter med fuld fart. Som noget specielt, så kunne disse både lave en 360 graders vendinger.

Kunne også have taget en jetskitur, hvor man svæver på vandstrålen, en jetboattur i en delvis undervandsbåd, som kunne hoppe op og ned i vandet.

Og så selvfølgelig et bungy jump, som stedet er kendt for (195 -275 $ – kurs 4,50). Vi var ude at se på et af stederne ved en gammel bro. Turisterne blev filmet hele vejen og kunne bagefter købe det hele på tallerkener, flag ….

Var desværre også ude og spise en aften, big ribsteak med tilbehør, men det gider jeg sku ikke mere, da kvajpanderne ikke kan koge ordentlig mad. Det er sku ikke kokke, men Jensens Bøfhus Studenter, som står for at hælde noget mad over disken – næ det gør vi noget bedre selv.

Statuen af byens grundlægger var ved at blive totalt psykisk nedbrudt, da han den ganske dag skulle stå model til asiatiske par, som fotograferede sig selv og afgav V-tegn.

Her i NZ er det bedste føde vi indtil nu har fået – muslinger og appelsiner. Kæmpe velsmagende muslinger, totalt kanon og appelsiner som jeg aldrig har smagt bedre. Det værste er brød, som de har i 20 bløde varianter, som alle kan klemmes sammen til en bordtennisbold, og så kan de holde uendeligt, bwadr.

Jeg har aldig boet på en campingplads med så fint et toilet, som var indrette af en designer ved brug af fotostater.

Efter to dage kørte vi over bjergene vide nordover. Heldigvis var bilen tanket for vi kom ud i The Westlands Nationalpark, som er øde. Her havde skiltemanden med nejhatten desværre været på spil. Stort set ingen free camping og hvis muligheden bød sig, så var det kun dem der var self contained – lort ombord – i en certificeret container, der måtte campe. Vi har kun en pissepand, så den gik ikke.

Det er nok fordi, at parken er et World Heritage Site nok samme med The Fjordlands længere sydpå. I øvrigt så skyldes navnet Fjordlands, at myndighederne ønskede at råde bod på de uvidende englænderes navngivning, da de havde kaldt alle stederne for sounds. Et sund er en jordsænkning, som fyldes af havvand, medens en fjord er en spalte forårsaget af en gletcher.

Det regnede næste hele dagen i The Wetlands, hvor vi kørte gennem rigtig urskov/regnskov samt forbi smukke søer. Endelig lykkedes det os at finde en officiel campingplads med selvbetaling (6$). Så den stod på læsning og kogning medens regnen væltede ned.

Næste dag var der også regn, hvilket ærgrede os, da vi kom til Fox Gletcheren, som skulle være smuk. Vi holdt ind og kogte nogle nudler og kørte videre om på den anden side af bjerget – voila – vejret var OK, så vi gik op til Frantz Joseph Gletcheren. Fantastisk naturoplevelse. Hele dalen foran gletcheren modtog kaskader af vandfald fra bjergene og lyden lavede en naturens symphoni.

Gletceren havde trukket sig meget tilbage indefor de sidste 20 år og havde efterladt sig noget der lignede et stenbrud med grøfter, som kunne lede vandet væk.

Resten af dagen havde vi fint vejr og var rundt flere steder. Nu er vi på en fed camp i Hokitika og håber på vi endelig er kommet ud af det våde vestlige NZ. Hvis ja, så bliver vi nok en eksta dag, hvis ikke, så stikker vi af til Christchurch.

Da vi spiste kom der en rigtig Kivi fugl hen og tiggede brød. Sjov fugl uden brugbare vinger, som dem på en struds. Det var første gang vi så én, men ved ikke hvor almindelige de er.